På tværs af Berlin, Frankfurt og Bruxelles taler politiske ledere og centralbanktopmøder nu mere åbent om Europas afhængighed af USA-styrede valuta- og betalingssystemer, mens EU's digitale europrojekt går ind i en teknisk fase forud for en testafstemning i maj.
Den digitale euro forestilles som en elektronisk form for centralbankpenge til daglige betalinger, som formodes at eksistere sammen med kontanter og bankindskud, ikke erstatte dem. Da Tysklands kansler i sidste uge forbandt svage euro- og eksportudfordringer med behovet for en stærkere valuta, brugte centralbanktoppe som Piero Cipollone og Burkhard Balz nye interviews til at understrege, at Europa har brug for en mere robust, separat betalingsinfrastruktur. Projektet går nu ind i en teknisk forberedelsesfase forud for en forventet afstemning i EU-parlamentet i maj.
Den tyske industribaserede eksportøkonomi presses af en svagere dollar, der har styrket euroen og gjort tyske varer dyrere derude. Merz advarer om, at kombinationen svag dollar og stærk euro er en betydelig ekstra byrde for producenterne, især for mellemstore virksomheder med små marginer og begrænsede muligheder for at sikre sig mod valutarisiko. Eksportorganisationerne beskriver den stærke euro som en kilde til stor bekymring for små og mellemstore virksomheder, der allerede kæmper med træg vækst og hård konkurrence.
I dette billede har Merz og den tyske finansminister Lars Klingbeil øget deres krav om hurtige fremskridt for den digitale euro. Deres pointe er, at en stærkere international rolle for euroen, side om side med dollaren, over tid kunne gøre Europa mindre sårbart over for amerikanske pengepolitiske skift og dollarbevægelser - selvom en digital euro kun er et værktøj blandt flere.
Den Europæiske Centralbank har nu afsluttet den indledende forberedelsesfase og gået ind i en fase, der beskæftiger sig med teknisk afklaring, markedsintegration og støtte til lovgivere. Arbejdet omfatter blandt andet en lovgivningsmæssig ramme for ordningen, udvælgelse af nøgletjenesteudbydere og en innovationsplatform til at teste applikationer og interagere med andre løsninger.
Den tyske centralbankchef Burkhard Balz skitserer en intern plan, hvor enighed om lovgivningen inden udgangen af 2026 giver mulighed for pilotdrift af en digital detaileuro fra midten af 2027 med en mulig fuld lancering i 2029. Han beskriver projektet som et maraton, der har passeret 30 kilometer, og at hovedfokus nu er på rammer som aktielammer, offlinebetalinger og rollefordelingen mellem centralbanker og private aktører — ikke selve ja/nej-beslutningen om udstedelse.
Den italienske centralbankchef Piero Cipollone beskriver den digitale euro lige så meget som et svar på fragmenterede betalingsløsninger og ændrede betalingsvaner som på storpolitik. Han peger på, at ECB både leverer betalingsmidler og sikrer velfungerende betalingssystemer, og stiller spørgsmålstegn ved, om det nuværende lappetæppe af løsninger rent faktisk giver europæerne en nem måde at betale digitalt i hele euroområdet uden at stole på ikke-europæiske aktører. Kontantens andel af den samlede værdi af de daglige betalinger er faldet kraftigt, mens e-handel nu står for en betydelig del af forbruget - et område, hvor fysiske pengesedler og mønter ikke fungerer.
Samtidig understreger både Cipollone og Balz, hvor stærkt Europa hviler på udenlandske betalingsnetværk. I Tyskland har PayPal tæt på en tredjedel af onlinehandelen, mens Mastercard, Visa og American Express dominerer kortmarkedet, og nationale ordninger som girocard er afhængige af internationale skinner til grænseoverskridende brug. Cipollone minder om, at alle tænkelige værktøjer nu bruges politisk, og at sanktioner og geopolitiske konflikter styrker argumentet for en europæisk betalingsinfrastruktur bygget på europæisk teknologi under europæisk kontrol.
På regeringssiden er EU-landene blevet enige om en fælles holdning til pakken med den fælles valuta, der består af en forordning om en mulig digital euro og en om kontanter som et obligatorisk betalingsmiddel. Det giver medlemsstaterne mandat til at forhandle med Europa-Parlamentet og Kommissionen om den endelige lovtekst, når Parlamentet har vedtaget sin holdning.
Målet er at forberede euroen på fremtiden, styrke EU's strategiske autonomi og sikre, at både kontanter og en eventuel digital euro kan bruges effektivt i hele euroområdet. I Rådets holdning hedder det, at en digital euro bør være et obligatorisk betalingsmiddel, der er udformet som et supplement til kontanter og også tilgængeligt offline, mens kontantforordningen strammer forpligtelsen til at acceptere kontanter i butikkerne og forpligter medlemsstaterne til at sikre faktisk adgang til pengesedler og mønter.
I Europa-Parlamentet gennemgår sagen nu ECON-udvalget i retning af en første afstemning på plenarmødet, sandsynligvis den 5. maj 2026. Denne afstemning vil definere parlamentets forhandlingsmandat og blive det første reelle mål for politisk støtte til en detaljeorienteret digital euro.
Debatten om en digital euro splitter nu professionelle samfund og kommentatorer i Europa. Omkring 70 europæiske økonomer, blandt dem Thomas Piketty, har underskrevet et andragende, der beder EU-parlamentarikere om at støtte en stærk offentlig digital euro og advarer om, at euroområdet ellers risikerer at miste kontrollen over den mest grundlæggende komponent i økonomien - pengene - til udenlandske private aktører og dollarkoblede stablecoins. For dem er en digital euro en nødvendig beskyttelse af den europæiske monetære suverænitet, stabilitet og modstandsdygtighed.
Kritikere, herunder i liberale tænketanke, påpeger, at de første CBDC-forsøg i lande som Bahamas og Jamaica ikke viser nogen klare gevinster. De hævder, at Europas afhængighed af udenlandske betalingsgiganter primært skyldes dets egen regulering, og advarer om, at en digital euro kan tilføje kompleksitet oven på et allerede skævt konkurrencebillede uden at tage fat på de underliggende årsager. Samtidig rejser det nye bekymringer om regeringens gennemsigtighed i daglige betalinger og privatlivets fred.
