En stablecoin er aldrig sikrere end reserverne bag den. Sådan fungerer reserverne, og det kan gå galt.
Værdien af en stablecoin hviler på reserverne. For hver token skal udstederen have mindst lige så meget i kontanter, bankindskud eller kortfristede statspapirer.
Udstederne offentliggør jævnlige rapporter fra revisorer, der bekræfter, at reserverne findes. Hvor grundige og hyppige rapporterne er, varierer.
Hvis markedet tvivler på reserverne, kan kursen falde under én dollar. Det kaldes, at stablecoinen mister koblingen.
I marts 2023 skete det for USDC, fordi en del af reserverne stod i den amerikanske bank Silicon Valley Bank, da den kollapsede. Kursen kom sig igen efter nogle dage, da det stod klart, at indskuddene var sikre.
Tether, udstederen af den største stablecoin, har i mange år fået kritik for manglende åbenhed om reserverne. Selskabet har siden øget andelen af statspapirer og offentliggør mere information.
Eksemplet viser, at en stablecoin i praksis er et løfte fra et selskab. Det gør udstederens soliditet og regulering afgørende.
Udstederen kan fryse tokens på bestemte adresser, for eksempel på foranledning af myndighederne. Det hjælper mod kriminalitet, men viser, at stablecoins ikke er lige så frie som bitcoin.
Tekniske fejl, hacking af broer mellem blockchains og fejl i smarte kontrakter er andre risici.