AllUnity lancerer dollar-stablecoin under MiCA

Den tyske stablecoin-udsteder AllUnity lancerer USDAU, en dollar-stablecoin udstedt under EU's regelsæt MiCA. Samtidig får erhvervskontoen valutaveksling mellem dollar, euro, schweizerfranc og svenske kroner via stablecoins.

September 30, 2026

Billedet: Alexander Höptner er administrerende direktør i AllUnity.

AllUnity udsteder allerede stablecoins knyttet til euro, schweizerfranc og svenske kroner — EURAU, CHFAU og SEKAU, der blev lanceret i maj som den første regulerede stablecoin i en nordisk valuta. Dengang bekræftede administrerende direktør Alexander Höptner i et interview med Kaupr, at dollar »helt sikkert er på køreplanen«, fordi den globale handel stadig foregår i dollar. Med USDAU får porteføljen sin fjerde valuta. USDAU er struktureret som en e-pengetoken under MiCA, altså en digital repræsentation af dollar, som indehaveren til enhver tid kan indløse til pålydende hos udstederen.

Dollar på seks blockchains

USDAU er ifølge AllUnity fuldt dækket af dollarreserver, der holdes adskilt fra selskabets øvrige midler, og kan indløses én til én. Tokenet lanceres på seks blockchains — Ethereum, Solana, Base, Tempo, Arc og Polygon — og selskabet varsler flere netværk senere i år.

Stablecoinen er tilgængelig fra 30. september gennem Business Mint Account og gennem børser og partnere. Institutionelle kunder, der er færdigonboardet, kan udstede og indløse USDAU uden gebyr via kontoen.

Banking Circle holder reserverne

Banking Circle skal levere reserve- og transaktionsbank for dollarreserverne bag USDAU. Flowdesk er udpeget som likviditetsudbyder, mens Archax som direkte udstedelses- og indløsningspartner skal give institutionelle kunder adgang til USDAU til likviditetsstyring og afvikling.

Hercle skal fungere som partner for veksling mellem USDAU og almindelig valuta. Blandt øvrige partnere ved lanceringen nævner AllUnity Bitcoin Suisse, Rulematch, BitGo og Galaxy.

Valutaveksling i én konto

Sammen med USDAU indfører AllUnity valutaveksling i realtid i erhvervskontoen Business Mint Account, hvor kunder udsteder og indløser tokens. Kunder kan udstede tokens i flere valutaer og flytte værdier mellem de valutaer, selskabet understøtter, med stablecoins som mellemled. Pointen er, at virksomheder slipper for at opbygge egen infrastruktur for hver valutakorridor.

»Stablecoins har allerede vist, at værdier kan flyttes døgnet rundt med næsten øjeblikkelig afvikling. Nu tager vi det samme princip ind i valutaveksling og gør det enklere i praksis: én erhvervskonto, flere valutaer og muligheden for at veksle, flytte og indløse værdier på én og samme platform«, siger finansdirektør Simon Seiter i AllUnity.

Fire valutaer i samme rammeværk

I interviewet med Kaupr i maj varslede Höptner fem til seks nye valutaer efter sommeren, en blanding af G7-valutaer og europæiske valutaer uden for euroområdet. USDAU er den første, der er leveret.

Höptner beskriver dollarlanceringen som en betydelig udvidelse af virksomheden.

»Vi udvider platformen til en valuta, der er central i global handel og afvikling, og lægger grundlaget for et digitalt pengenetværk med flere valutaer. Ambitionen er klar: at give virksomheder reguleret infrastruktur for digitale penge, der bevæger sig gnidningsfrit på tværs af valutaer og landegrænser«, siger Höptner.

Om AllUnity

AllUnity GmbH er et Frankfurt-baseret e-pengeinstitut med tilladelse fra det tyske finanstilsyn BaFin, etableret af kapitalforvalteren DWS, market maker-selskabet Flow Traders og kryptoselskabet Galaxy. Selskabet retter sig mod virksomheder med behov for grænseoverskridende betalinger og likviditetsstyring, ikke mod forbrugere.

En hvidbog om USDAU er offentliggjort efter MiCA's artikel 51, og indehavere af tokenet har lovfæstet ret til indløsning til pålydende efter artikel 49. Pressemeddelelsen er mærket som markedsføringskommunikation og er ikke vurderet af nogen tilsynsmyndighed i EU.

Kilder: AllUnity, Kaupr

‍

Lås op med en Kaupr-konto

Du har læst det, du kan læse gratis. Med en konto får du ubegrænset adgang til alle nyheder og artikler på kaupr.io — og bliver en del af netværket af investorer, professionelle og builders, der følger onchain finance.

Opret konto

Har du allerede en konto? Log ind